Virksomhedsprofil
Skovfrø siden 1953
Levinsen A/S er en produktions- og handelsvirksomhed i frøbranchen. Virksomheden er specialiseret i skovfrø til træer og buske og markedsfører udelukkende denne type frø og relaterede services.
Virksomheden er en fusion af to tidligere konkurrerende virksomheder; Levinsen Skovfrø A/S og Abies Frø ApS. Levinsen Skovfrø blev grundlagt af Søren Levinsen i 1953. Niels Arp-Hansen overtog virksomheden i 1988 og drev den frem til 2007, hvor Ulrik Kejser Nyvold købte den. Abies Frø er en videreførelse af aktiviteterne i Frost Frø og blev etableret i 2001 af Børge Klemmensen. Sammenlægningen af de to virksomheder skete 1. juli 2009. Børge Klemmensen solgte i 2015 sine andele i virksomheden til Ulrik Kejser Nyvold, der i dag driver virksomheden.
Virksomheden er beliggende på en landejendom udenfor Gørløse i Nordsjælland, hvor der i 2018 blev opført helt nye faciliteter, herunder indrettet kontorer, køle- og fryserum til forbehandling og langtidsopbevaring og produktionshal med avancerede rensemaskiner til at producere kvalitetsfrø. Virksomheden investerer kontinuerligt i mennesker, maskiner og faciliteter til understøttelse af det langsigtede strategiske mål: at levere kvalitetsfrø til planteskoler.
Strategi
Hos Levinsen A/S arbejder vi for at levere den bedste mulige vare til kunderne, hvert år.
Busk- og skovfrø er naturprodukter og derfor er den årlige høst påvirket af diverse udsving i vækstforhold, vejr og vind. Vi arbejder derfor med en udpræget lagerstrategi på vore største produktgrupper indenfor såvel nåletræ, som løvtræ og buskfrø.
I løbet af de sidste par år har vi sikret frøleverancen af Nordmannsgranfrø fra Georgien, ved at skaffe 10- og 20-årige høstlicenser til udvalgte lokaliteter i Ambrolauri og Borjomi Skovdistrikter. Endvidere har vi gennem mange år – tidligere i Abies Frø ved Børge Klemmensen, nu i regi af Levinsen A/S – arbejdet med dokumentation af provenienssikkerheden af det frø vi importerer til Danmark og sender videre til kunder herhjemme og i udlandet. Det kvalitetssikringssystem, som vi igennem en årrække har oparbejdet og udviklet, er vi igang med at ISO-certificere sammen med de procedurer omkring arbejdsvilkår og socialt ansvar, som vi anvender i Georgien.
Vi samarbejder med en række private skovejere i Danmark og udlandet om høst, forarbejdning og levering af kvalitetsfrø fra kårede bevoksninger og udpegede frøkilder. Vi arbejder kontinuerligt på at tilbyde de bedste frøkilder, herunder indsamle erfaringer fra praktikere og opsøge nyt materiale, hvor behovet viser sig.
Vi har opbygget egne frøkilder af Nordmannsgran i Danmark, og i de senere år har vi etableret indsamling af diverse buskfrøarter rundt omkring i Danmark i samarbejde med private lodsejere. I dialog med fagfolk – bl.a. Frøkildeudvalget og KU-LIFE – har vi lagt vægt på genetisk brede frøkilder, som hører hjemme i den danske flora, og samtidig møder vore kunders behov.
Mission
Levinsen høster, oprenser og forhandler skovfrø i den højest opnåelige kvalitet, til produktion af kommende generationers træer og buske.
Vision
Vi ønsker gennem den bedste produktkvalitet at være den førende og mest konkurrencedygtige leverandør af skovfrø til erhvervsplanteskoler verden over.
Kerneværdier
- Kvalitet
- Ordentlighed
- Leveringssikkerhed