Kræge er en underart af Ægte Blomme (Prunus domestica). Det er en tæt, stivgrenet busk eller lille træ, som kan blive op til 5-6 m. Den har spidse grenvinkler, uægte grentorne og danner mange rodskud.
Kræge blomstrer med hvide blomster, ofte flere i hver blomsterknop. Blomsterstilkene er lange og hårede. Frugterne er ca. 2 cm kuglerunde, blåduggede, velsmagende stenfrugter med én afrundet sten. Kræge menes at være stamform af mange af vores nytidige blommesorter.

