Abies nordmanniana, Lundbygaard, FP1001

Kategori:

Frøplantagen består af 12 nøje udvalgte kloner fra Tversted-puljen, som antages oprindeligt at stamme fra Borjomi-området i Georgien. På grundlag af en udvælgelse af plus-træer i frøavlsbevoksningerne Tversted F526 og Tversted F527 blev klonfrøplantagerne Silkeborg Nordskov FP259 og Mosemarkskov FP251 etableret i 1990’erne. I 00’erne blev man via afprøvning af hver enkelt klon klogere på de respektive egenskaber og på den baggrund blev de 12 kloner, som giver den højeste andel prima træer udvalgt.  Denne klonfrøplantage betegnes derfor som en 1,5 generations frøplantage. 

Frøavlsbevoksningerne Tversted F526 og F527, som klonerne stammer fra, er kendetegnet ved meget attraktiv form med god skudbygning og god nålestilling samt store fyldige nåle. Tversted springer sent ud med tilhørende lav risiko for senfrostskader. Oprindeligt blev der podet kloner af 20 plustræer, men 3 af disse er genetisk tyndet væk pga. Neonectria og konstaterede nåletab. Ved udvælgelsen blev der lavet nåletabstest og efterhøstkvalitetstest på materialet, så afkommet forventes at være sundere end moderbevoksningen.

Alt i alt skal man forvente en væsentligt bedre og mere ensartet gennemsnitlig form på træerne og lidt mindre vækstkraft og deraf også mindre behov for regulering og formning. Træerne bliver også en smule smallere og har et lidt et senere udspring end afkom fra Ambrolauri, Georgien. I udvælgelsen er også lagt vægt på efter høst kvaliteten og dermed er risikoen for nåletab efter fældning reduceret.

Slægt

Ædelgran