Acer platanoides, Knuthenborg FP785, er kvalificeret og kåret til Park og allé. Frøplantagen på Strandtoften, afd. 704g2 er på 0,35 ha. Der er tale om en klonplantage med 4 kloner baseret på flere forskellige bevoksninger.
Spids-Løn findes naturligt bl.a i blandingsskov med f.eks. Aksel-Røn, Avnbøg, Fugle-Kirsebær, Navr, Småbladet Lind og Stilk-Eg på varm, mineralrig jord. Den klarer sig godt på mange forskellige jordtyper, også helt ud til kanten af blødbundsarealer. Arten trives både i lys og nogen skygge, som ungt træ giver den selv meget skygge. Den tåler vind og skades kun sjældent af frost.
Spids-Løn bliver op til 20 m. Arten anvendes som prydtræ, bl.a. fordi den har dekorative blade med meget smukke høstfarver i gule nuancer. Den er uegnet til gadetræ, idet den danner højtliggende rødder. Træet anvendes også i læhegn og som indblanding i skovbryn og læplantninger.
Spids-Løn har modsatte, håndlappede blade og skud, knopper og blade indeholder en hvid saft. Knopperne er rødlige og glatte. Frugtens vinger sidder næsten vandret overfor hinanden.